Stress
Alle kan få stress. Og stress skal tages seriøst! Stress kan både være invaliderende og lede til depression, hvis det ikke tages alvorligt.
Typiske stress tegn er:
› Indre uro.
› Irritabilitet og ubeslutsomhed.
› Træthed og udmattelse.
› Søvnbesvær.
› Tankemylder.
› Hukommelsesproblemer
› Koncentrationsbesvær.
Men det er meget individuelt, hvordan man oplever stress, og om man har få eller mange symptomer.
Stress findes på mange niveauer; fra naturlig punktvis stress, som får os til at yde vores bedste i en spidsbelastning, til totalt udbrændthed, hvor man måske ikke engang kan komme ud af sengen. Det rammer, når mængden af opgaver, eller byrder, overstiger de ressourcer, man har til rådighed.
Hvis man har mange byrder og ikke får ladet sine ressourcer op indimellem, vil man have stor risiko for at få stress!
Det kan være livskriser, for stort pres på arbejdet eller hjemme - eller kombination af alle delene, der udløser stressen. Man kan også få stress, hvis man mangler mening i sit liv, og hvis man har for lidt at lave, som fx når man er ledig.
I stresscoaching arbejdes der målrettet på at få stressen ud af kroppen, og at få oparbejdet flere ressourcer og større robusthed, så fremtidig stress forebygges.
Gode råd mod stress
• Resourcer. Prioriter fra starten at få opbygget dine ressourcer. Gør noget der er godt for dig og som lader dig op. Det vil give dig større robusthed og forebygge tilbagefald.
• Få tilstrækkelig søvn. Når man er stresset, er man ofte udmattet og har brug for ekstra hvile.
• Prioriter dine opgaver, så mængden bliver overkommelig og realistisk. Vi kan sjældent nå alt det, vi gerne vil, så det handler om at blive skarp på, hvad der er vigtigst. Skriv også gerne opgaverne ned, så du ikke skal bruge kræfter på at huske det hele i hovedet.
• Vær fysisk aktiv. Fysisk aktivitet fjerner stresshormonerne fra kroppen. Især er det godt med lange gåture i naturen.
• Slap af mentalt. Øv dig i at være tilstede og nærværende i NU´et, og giv lidt slip i tankemylderet, der ofte drejer sig om fortid og fremtid. Guidede mindfulness øvelser er meget velegnede til at lære at være mere tilstede i NU´et.
• Mærk dine stresssignaler. Lær dine personlige stresstegn at kende, så du kan få stoppet op og passe bedre på dig selv. Efterhånden vil du kunne lære at blive bedre til at opdage dine stress-tegn tidligere og vil blive endnu bedre til at reagere i tide. Det er en afgørende del af at forebygge fremtidig stress.
• Bed om hjælp. Når man er stressramt, er man ekstra sårbar og har brug for mere hjælp og omsorg end normalt. Bed familie, venner og arbejdet om hjælp, og få professionel hjælp til at få brudt dit stressmønster.